• Forside
• Bogens Baggrund
• Forfatteren
• Uddrag af bogen
• Køb bogen
• Foredrag
• Kontakt

Korte udpluk af tekster fra Krista

Romanen er på 249 sider, fulgt af 20 sider med baggrund, kildehenvisninger og kort.

Det var vel en måne efter vor elskede lamas død. Jeg var en aften gået op på bjerget og sigtede med mit instrument efter en af de vandrende stjerner, da jeg pludselig så to! Stjernen havde mødt en af de andre, og nu strålede de med fælles kraft på den vestlige himmel. Først forstod jeg ikke hvad det kunne betyde, men så gik det op for mig. Disse to stjerner mødtes på samme måde som mand og kvinde mødes, som liv og død mødes, som det jordiske og det himmelske mødes!

Jeg styrtede ned ad skråningen, klatrede over den lukkede klosterport og brasede ind i sovesalen mens jeg råbte alt hvad jeg kunne. Salen kom på den anden ende, og de fleste troede sikkert at der var udbrudt ild, krig eller anden ulykke.
Forvirringen var stor, men da der ikke var ild at se og der
ikke lød krigsråb udenfor, fik nogle af de ældste omsider skabt ro.
– Stjernerne, råbte jeg, der er tegn i stjernerne! To af de vandrende stjerner forener sig!
– Og hvad så, sagde en af de ældste, skal vi vækkes for det? I morgen skal du grave latrin!
– Hør hvad jeg siger. De forenes, det er samsara, det er genfødsel!
Der blev et øjebliks tavshed. Så kastede en anden af de ældste sin kutte over sig.
– Afsted, lad os se det!

De tre munke Baltasar, Kaspar
og Melkior følger stjernetegnet
og rejser med en karavane
ad Silkevejen til Palæstina. Her
bliver de anholdt og stillet for
Herodes den Store.

Herodes var en ret lille og temmelig korpulent mand. Ansigtet var ophovnet og plaget af eksem, og det meste af tiden sad han og kradsede sig her og der på kroppen. Hans små øjne betragtede os skarpt, og det varede længe før han henvendte sig til os.
– I har gode kameler. Hvor kommer de fra?
Det svarede jeg på og frygtede samtidig, og vi nok ikke havde dem så meget længere.
– Hvor kommer I selv fra?
Det svarede jeg også på, men Herodes vidste ikke hvor det var. Først da jeg forklarede, at vort land lå i nærheden af købmændenes rute hinsides det store bjergpas, virkede det som om han forstod.
– Også ham der? Herodes pegede på Baltasar. Han ligner en fra Afrika. Drej dig rundt!
Baltasar måtte dreje en gang om sig selv.
– Du kunne blive en god gave til kejseren i Rom. Han mangler altid folk til sine gladiatorkampe. Hvilke våben kan du bruge?
Baltasar forsikrede at han intet kendte til våbenbrug. Han var munk og en meget fredelig mand, der ikke kendte til andet en gryder.
– Kan man svinge en gryde kan man også svinge et stegespid, og så er der ikke langt til et rigtigt spyd. Det kan du lære!
– Ja, men vi er her altså i et helt andet og vigtigt ærinde!
– Jaså! Herodes bøjede sig frem i stolen og stirrede indtrængende på os. Fortæl, fortæl!

Munkene bliver løsladt fra Herodes'
borg Herodion og tager ind på herberget
i den nærmeste by, Betlehem

Det havde været slemme dage og nætter hos Herodes, så mine øjne begyndte at glide i og flere gange tabte jeg hovedet. Den ene gang ned i dadlen så jeg måtte tørre næsetippen. Gennem min døs hørte jeg lyden af skridt udenfor og en ung kvindestemme, der skræmt sagde noget i retning af "hvad er dog det, der står der!" og en mandsstemme, der svarede "kameler". Så knirkede den store dør på sine hængsler, og en mand på min egen alder trådte ind. Efter ham fulgte en ung kvinde hyllet i et stort sjal og bærende på en lille bylt af hvidt klæde, som hun trykkede ind til sit bryst.
Manden skød døren til efter dem og lagde armen om kvinden som om hun havde behov for støtte. I det samme lød der et lille klynk fra bylten, og jeg blev klar over at den rummede et barn.
Begge stoppede op og bøjede sig ned over barnet for at se, om der kunne være et eller andet galt. Som de stod der under lampen var de et billede på al den lykke, omsorg, bekymring og kærlighed forældre kan fremvise. Han var rank og kunne med sine brede skuldre ligne en mand, der er vant til at tage fat og få et arbejde fra hånden. Ansigtet var smalt, markeret og indrammet af et kortklippet skæg i stil med, hvad de fleste mænd bar i dette land. Selv om hun var dækket af sjalet fornemmede jeg en fin skikkelse, men frem for alt blev jeg betaget af hendes smukke træk. Et fint, mandelformet ansigt med en smal næse, store mørke øjne og en følsom mund, der netop nu hviskede små beroligende ord og lyde til barnet. Hendes øjne udstrålede al den ømhed en ung mor må føle, når hun bærer sit nyfødte barn i sine arme.

Der er gået 13-14 år, og den
udvalgte dreng fra Betlehem
ankommer til klostret

Han var midt mellem dreng og mand, høj i sammenligning med vort folk og rank af skikkelse. Ansigtet var ikke til at tage fejl af, han havde sin fars skarpe træk, det samme tætte mørke hår og den svage begyndelse til skæg, som man ser i hans alder. Hvad der slog mig mest var dog øjnene. Det var som at møde hans mor igen, disse dybe, mørke øjne fulde af udtryk og indre styrke, iagttagende, spørgende, tvivlende, kærlige, varme – og stolte, ikke at forglemme. Det sidste så jeg i dette øjeblik meget af, men hvad skal en ung mand også gøre i en så fremmed situation? Han må vel stille sig lidt stolt og skeptisk an. Jeg var den eneste af os, som talte hans sprog, og gennem den sidste tid havde jeg søgt at genopfriske det efter hukommelsen.
– Krista, du ser vi alle hilser dig. Det er en stor lykke for os igen at have en lama i vort kloster.
Han svarede ikke, men stirrede på mig, næsten mistænksomt.
– Jeg hedder Jesus!
Nu var det mig, der blev mistænksom. Havde Gandha og Baltasar fejlet og hentet den forkerte? Var det blot et ønske fra min side at han måtte ligne sine forældre, som jeg jo ikke havde set i mange år og derfor ikke kunne have i frisk erindring?
– Er du ikke søn af Maria og Josef fra Nazaret, ham der er tømrer?
– Jo, svarede han kort.
Til min store lettelse gik forklaringen op for mig.
– De har altså givet dig et navn som man bruger i deres land. For os og for alle folk her omkring er du Krista, den niende lama efter oprettelsen af vort kloster.
– Jeg kan bedre lide mit rigtige navn. Er klostret deroppe?
Krista pegede.
– Ja, og det er det største i denne del af landet. Vi har mange mindre klostre under os, og det er kun nogle år siden vi oprettede endnu et.
Det sidste sagde jeg ikke uden stolthed, for det havde trods alt kostet mig så meget arbejde.
– Jeg troede det var ligesom templet i Jerusalem. Det dér er jo ikke noget!
Der vil jeg ikke bo!
Krista så skuffet eller ligefrem fornærmet ud.
– Krista, det er ikke det ydre det kommer an på. En stor bygning betyder ikke, at man rummer en stor sjæl.
– Ypperstepræsten bor i et stort hus og har mange tjenere. Far og mor sagde, at det ville jeg også få!
– Jeg har aldrig fortalt dine forældre om de ydre forhold her hos os, for det er ikke hvad det kommer an på, unge mand!
Det begyndte at gå op for mig at en stor opgave ventede.

Der er gået yderligere 15-16 år,
og Krista Lama vil som ca. 30-årig
hjem til Palæstina for at gense
sin familie

Med forårets komme håbede jeg at hans hjemve var gået samme vej som sneen der viger for sol og varme, men nej. Som vandet strømmede ned fra bjergene strømmede også hans længsel, og som søen svulmede op af smeltevandet svulmede også hans drømme om at gense forældre og søskende. Han ville have mig med, men jeg ville ikke. Så ville han rejse sammen med Gandha, men det turde jeg ikke give tilladelse til. Hvis der skulle ske vor elskede lama noget blev det Gandhas skuldre det kom til at hvile på, og det burde han ikke udsættes for. Ansvaret var mit, jeg kendte til at rejse og jeg talte sproget i Kristas hjemland. Alt pegede på mig, der ikke kan fordrage at rejse.

Der er egentlig ikke så meget at fortælle om turen. Krista ville have opfyldt sin barndoms drøm om at rejse med en af de store karavaner, skønt skib er mere bekvemt. Han havde skrevet til et af klostrene nede ved Indusflodens øvre løb og bedt dem sende hurtigt bud når en stor karavane nærmede sig. Næsten før vi vidste af det hastede vi ned gennem dalen og indhentede bagtroppen af en umådelig mængde kameler og købmænd et stykke oppe i passet. Vi havde ikke haft mulighed for at købe kameler, men det var heller ikke nødvendigt. Tidens fremskridt havde også sat sit præg på karavanerne, så nu var der – i hvert fald her – en særlig rejseafdeling, hvor man kunne købe siddeplads på et dyr. Det var ikke helt billigt, så vi nøjedes med én plads og skulle så skiftes til at ride og gå. Jeg må rose Krista for at han lod mig ride mest, men jeg var trods alt også næsten dobbelt så gammel som ham og ikke længere så rask til bens.

Han begynder at udvikle
sine evner for at fortælle lignelser

Krista dukkede først op hos niecen efter solnedgang, da sabatten sluttede og vi gik til bords.
– Jeg kunne lide din tale i synagogen, sagde Maria. Det med den fortabte søn – havde din far levet og havde vi haft sådan en god kalv var den også blevet slagtet.
– Mor, det skulle ikke forstås helt som det blev sagt. Det var hvad jeg vil kalde – ja hvad skal jeg sige, en lignelse? Jeg har egentlig ikke tænkt over hvad man kalder den slags små historier.
– Lignelse lyder rigtigt nok, sagde jeg, hold bare fast i det. Må jeg også prøve? Krista nikkede, og alle kiggede på mig.
– Der var engang en bonde, som skulle tilså en ny mark. Noget af sædekornet faldt på vejen, hvor fuglene tog det. Noget faldt på klippe, hvor der kun var et tyndt lag jord, og selv om det spirede blev kornet svedet og visnede så snart solen kom højt på himlen. Ordentlige rødder havde det jo ikke. Så var der noget som faldt mellem tidsler, og de voksede hurtigere end kornet og kvalte det. Altså måtte bonden indse, at hans nye mark ikke egnede sig, og han vendte hjem til den gamle som han kendte, og hvor hans korn groede godt.
Krista smilede til mig, men rystede på hovedet.
– Nej, din slutning er forkert. Der var noget af kornet som ikke faldt på vejen, på klippegrunden eller under tidslerne. Det faldt i god jord, voksede op og gav stort udbytte, noget hundrede, noget tres og noget tredive fold. Den, der har ører, skal høre!

Historien om enkens søn i
Nain, som opvækkes af de døde

Jeg tilbød at gå med til enkens hus og se, hvad jeg kunne gøre. Sønnen var ganske rigtigt alvorligt medtaget af en sygdom der kunne ligne den, der havde ramt officerens tjener i Kapernaum. Jeg valgte den samme kur, men var lidt usikker på hvor meget af den tørrede valmuesaft jeg burde bruge, for grænsen kan være så fin som et hår når det gælder en stærkt svækket person. Min patient reagerede på valmuens bitre smag, men sov hurtigt ind, og da jeg så til ham næste morgen lå han stadig i meget dyb søvn med et roligt, men noget svagt åndedræt. Der var ikke andet for end at lade tiden arbejde for ham, og jeg sluttede mig til Krista som ville besøge et par landsbyer i omegnen. I den sidste af dem mødte vi en farisæer, som tilbød os et godt måltid samt husly. Stik imod de fleste af hans slags mente farisæeren at Krista kunne have ret i nogle af de ting han forkyndte, og det ville han gerne drøfte. Især spørgsmålet om at Gud ikke ønsker at straffe, men belønne, og derfor skal moselovene ikke tolkes så hårdt. Jeg havde mere lyst til at fortælle ham om Gautamas lære, men det ville afsløre mig som hedning og så var det slut med husly – hvis ikke værre ting kunne ske.
Da vi næste dag vendte tilbage til Nain, mødte vi et optog på vej ud af byporten med en båre. Jeg blev dybt rystet ved at opdage at det var enken, som ledsaget af sine naboer var ved at føre sønnen ud til byens gravplads. Havde jeg givet ham for meget pulver, eller var behandlingen kommet for sent? Mellem alle sine klageråb fik enken forklaret, at sønnen slet ikke havde været vågen eller talt til hende siden mit besøg, og nu havde hendes eneste håb og lykke i livet forladt hende. Jeg bad folkene stille båren, og med rystende hænder indledte jeg en undersøgelse.
Til min usigelige glæde var der tegn på at enken tog alvorligt fejl. Med stor sikkerhed kunne jeg mærke at hjertet slog langsomt, og når jeg lagde øret til hans mund kunne jeg høre luften sive ind og ud. Glæden gav mig en klump i halsen så jeg næsten intet kunne sige, men det lykkedes mig at hviske til Krista at sønnen ikke var død.
– Græd ikke, sagde han til enken og bøjede sig over båren. Unge mand, jeg siger dig, rejs dig op!
Det gjorde han selvfølgelig ikke, men Krista ventede lidt og gentog så sine ord om, at sønnen skulle rejse sig. Pludselig slog han øjnene op, stirrede forvirret på mig og prøvede at løfte hovedet.

Efter at have opholdt sig i Galilæa
et års tid rejser Krista med sine disciple
mod Jerusalem og kommer gennem
en lille by i Samaria

Inde i byen var der mærkeligt stille. Gaden var støvet som alle andre, og støvet dæmpede vore skridt. Mange porte var lukket skønt det endnu ikke var aften, og bag flere af dem lød der hundeglam når vi gik forbi. Da vi nærmede os torvet så vi nogle kvinder forsvinde hastigt med deres vandkrukker, og derefter var alt øde. Simon Peter gik hen til vippen for at trække vand op. Vi trængte alle til at få noget at drikke og fylde de tomme vandsække, men nåede ikke langt med det før en port åbnede sig og en gruppe mænd kom til syne.
– Med hvilken ret? spurgte en af dem.
– Den tørstiges ret, svarede Simon Peter, og det her er vel byens brønd?
– Er Jordanfloden løbet tør siden I kommer her, fortsatte manden.
– Vi kan hjælpe jer tilbage igen – det er den vej!
En anden af mændene grinede og pegede ud mod vejen vi var kommet ad. Der lød igen hundeglam, og en port på den anden side af torvet blev åbnet. Fem-seks mand stod med en stor hund, der holdt op med at gø da den fik et slag over snuden. På nogle af tagene kunne vi se sortklædte kvinder der prøvede at skjule sig bag murkronen, men hele tiden stak hovederne frem for at følge med i hvad der skete. Eller hvad der foreløbig ikke skete, for alt var tavshed og venten. Simon Peter var stadig i gang med brønden, men med langsomme og prøvende bevægelser som om han ventede at noget kunne ske. Selv forstod jeg ikke ret meget af denne fjendtlighed, for mit eneste møde med en samaritaner havde jo været særdeles godt. Altså gik jeg frejdigt hen til Peter for at få fyldt min vandsæk.
– Det tør du nok, mumlede han. Jeg tror vi skal passe på ryggen, nu kommer der flere!
Han nikkede i retning af endnu en port som åbnede sig.

Rejsen går videre
langs Jordanfloden

Vi passerede den lille garnison hvor Kaspar, Baltasar og jeg en nat for mange år havde siddet som fanger på vej til Herodion. Nu var den fyldt med romerske soldater der også skulle til Jerusalem i anledning af påsken. Det undrede mig lidt, for romerne har jo en anden tro end jøderne, men forklaringen var at de skulle gribe ind, hvis det kom til optøjer i byen. Efter sigende var statholderen altid nervøs under påskefesten når hans by var fyldt til bristepunktet med folk, der ikke kunne lide ham og kun drømte om at se romerne forsvinde fra landet – og det kan man vel godt forstå.
Næste dag passerede soldaterne os i rask march sydpå og Filip mente at det måtte være en hel kohorte, hvilket skulle være omkring 500 mand. Jeg lagde mærke til at de også medførte fanger, tre ligesom vi havde været. Disse fanger var dog i lænker, og en af dem gjorde særligt indtryk med sit store sorte skæg, viltre hår, knejsende holdning og hånlige øjne. Jeg så mit snit til at spørge en af soldaterne i bagtroppen hvad fangerne havde gjort, og da vi bagtrop-folk har sympati for hinanden fik jeg også svar. Det var tre røvere, men af en særlig farlig slags, for de var også oprørere. Stjal og plyndrede kun hos folk der arbejdede sammen med romerne eller var i deres tjeneste. Nogle af pengene gav de videre til de fattige, men det er jo ikke en måde at støtte de fattige på, og våben til sig selv var de også ude efter. En større styrke havde jagtet dem, men gang på gang var de smuttet over floden og havde skjult sig i Peræa. Indtil her for nylig, da en centurie havde ligget på lur ved røvernes båd og taget anføreren, der hed Barabbas, samt to af hans folk. Resten slap enten væk eller blev dræbt.
Nu skulle de tre have deres velfortjente dom, og det kunne ikke blive andet end korset. Efter hvad soldaten havde hørt ville statholderen afholde en korsfæstelse her under påsken, så flest mulige kunne få syn for, at romerne er retfærdige og holder justits. Jeg takkede ham for oplysningerne og spekulerede på, hvad en korsfæstelse mon var for noget.

I templets gård

– Brug ikke min faders hus som markedsplads, råbte Krista igen og gik løs på en stor bod, hvor der blev solgt duer. Zebedæus-brødrene tog fat i hver sin ende og væltede boden ud mellem folk, hvor duerne begyndte at flakse rundt. Så slog de til vejrs og samlede sig i en forvirret flok, der gav sig til at kredse over Tempelpladsen. Flokken voksede da andre boder blev væltet, og så begyndte der at løbe små, skræmte lam rundt i forvirringen. Jeg kunne ikke mere se Krista og fiskerne, men råbene og larmen fortalte hvor de var.
– Vagten! Vagten! Hvor er vagten henne?
– Hjælp! Her er røvere!
– Mine dyr! Mine dejlige lam, de skal betales!
Et sted så der ud til at være et større slagsmål i gang, men jeg kunne ikke se hvad de sloges om før en mand forsøgte at flygte, blev væltet og tabte en håndfuld mønter. Andre kastede sig straks over dem og kæmpede videre. En mand kom løbende med et lam under armen, men en anden greb fat i dyrets bagben, og det brægede frygteligt mens der blev halet og trukket i det. En stor kalv kom springende og trak en mand efter sig, som havde grebet dyret i halen. To kvinder havde fået fat i et bur med duer, men det gik i stykker da andre søgte at vriste det fra dem, og indholdet sluttede sig til duerne over pladsen – det vil sige en af dem slap ikke væk, men fik vredet halsen om og kom i skjul under en kjortel. Jakob var forsvundet for mig, og jeg forsøgte at mase mig i den retning, hvor Krista og fiskerne måtte befinde sig.
– Her! Her! Det er her de er!
Jeg troede først at råbet gjaldt mig, men blev hurtigt klar over at det var rettet mod en gruppe mænd med hjælme, brynjer, korte lanser og en slags knipler besat med korte pigge. De banede sig brutalt vej gennem mængden og folk begyndte at flygte.

Aften i Getsemane Have

Til min store overraskelse dukkede Judas i det samme op, fulgt af gruppen med faklerne. De bar hjelme, brynjer og våben på samme måde som tempelvagten, og min første indskydelse var at flygte, men Krista greb mig i armen. Selv blev han roligt stående, og Judas gik direkte hen til ham. Da de stod over for hinanden virkede det som om Judas tøvede, så lagde han hænderne på Kristas skuldre og kyssede hans venstre kind.
– Det er ham, grib ham!
En stor mand lige bag Judas råbte op og vagterne kastede sig over Krista. Straks var alt tumult og de fleste af disciplene flygtede ud i mørket, men et par af fiskerne samlede sig bag Simon Peter, der havde trukket sit sværd. Med et rasende udbrud kastede han sig frem mod vagten og der udviklede sig en kort kamp, hvor sværdet slog gnister mod brynjer og hjelme. Pludselig lød der et skrig, og en af vagterne tumlede om mens han tog sig til siden af hovedet.
– Mit øre, mit øre!
– Malkus er faldet, blev der råbt. Dæk ham og få ham væk!
Vagten ville gøre et udfald mod Simon Peter, men Krista gik imellem.
– Lad det være nok! Peter, stik dit sværd i skeden! Og I andre skal ikke rykke ud med sværd og knipler som om jeg var en røver!
Til min overraskelse standsede vagten sit udfald og Simon Peter stak sværdet ind under sin kofte. Et øjeblik stod han rådvild, så forsvandt han sammen med de andre fiskere ud i mørket. En af vagterne greb fat i mig, men Krista sagde at de skulle lade mig kigge på mandens øre, for det havde jeg forstand på. Vagten slap mig, og jeg bad om lys fra en fakkel så jeg kunne se på min patient.
Øret så ikke godt ud, det hang kun fast for neden, men med lidt held kunne det måske fæste sig så meget at han ikke mistede det. Jeg ville lægge en forbinding, men opdagede at min ransel med husapoteket var forsvundet. I stedet trak jeg nogle strimler af mandens skjorte, og han jamrede sig mens forbindingen blev lagt, men jeg tror det lykkedes meget godt. En af vagterne takkede mig på sin sårede kammerats vegne, og jeg fik lov til at gå. Jeg kunne se på faklerne, at styrken med Krista mellem sig allerede var ude af haven og skulle til at krydse broen over vandløbet.

Tidlig morgen i ypperstepræstens gård

Manden skyndte sig ud af porten, og jeg gik tilbage til forsamlingen af vagter og tjenere ved fyrfadet. En høj, bred skikkelse var dukket op, og modsat alle andre havde han slået hætten på sin kofte op om hovedet. Der var noget bekendt over ham, og det var der åbenbart også andre, som syntes. En tjenestepige, som efter sin fine påklædning at dømme hørte til hos ypperstepræsten, kom hen og trak uden videre hætten lidt til side.
– De andre siger, at du var sammen med ham galilæeren, da han blev pågrebet?
Manden svarede benægtende, og jeg genkendte straks stemmen. Det var Simon Peter. Samtidig trak han hætten sammen om ansigtet og det virkede som om han ville slå ud efter pigen, men beherskede sig på grund af vagterne. En af dem vendte sig mod ham.
– Jeg synes nu også jeg så dig. Du var en af dem!
– Vel var jeg ej!
Jeg kunne høre hvordan Simon Peter foregav at være vred, men når man kender ham var der ikke megen vrede i hans stemme. Døren ind til ypperstepræsten blev åbnet og tiltrak al opmærksomhed. En noget forskræmt mand kom ud og styrede direkte mod porten, hvor han blev standset af flere tjenere og vagter.
– Sker der noget derinde? Herude fryser vi og det bliver snart lyst.
– Nej, jo de snakker og jeg har svaret på det jeg blev spurgt om. Bare tag det roligt, de går nok snart hjem, og det gør jeg også.
Manden smuttede ud af porten og man samlede sig igen nær ilden. Simon Peter havde trukket sig lidt væk, men en af vagterne fik igen øje på ham.
– Du er fra Galilæa, jeg kunne høre det på sproget – og du var med ham derinde!
Simon Peter kom med nogle kraftige udtryk jeg dårligt kendte.
– Jeg kender ikke det menneske og ved ikke hvad I taler om!
Han begyndte at gå mod portrummet og det virkede som om et par af vagterne overvejede om de skulle gribe ham. I det samme galede morgenes første hane, og vagterne begyndte at snakke om hvor urimelig sent det var blevet og at man ærligt talt ikke kunne forvente mere af dem. Simon Peter nåede uantastet porten.

I gården hos Pontius Pilatus

Så gik en anden dør op og en noget fedladen mand i fornem romersk dragt kom ud. Det måtte være Pontius Pilatus, for alle i gården bøjede sig igen, og de fornemme folk på tribunalet rejste sig. En flok tjenere, skrivere og andre hoffolk fulgte efter præfekten, og først da han med en nådig mine havde nikket rundt og sat sig på talerstolen, tog de øvrige igen plads på bænkene. Folk i gården mumlede til hinanden, men blev tavse da Pilatus hævede sin venstre hånd og pegede over mod et hjørne af gården. Jeg forstod ikke meningen før en officer gik derhen og åbnede en mindre dør, der så ud til at føre ned i en kælder. Der blev råbt en kommando, og et øjeblik efter rystede mine ben under mig. Krista blev ført ud af døren og op ad en kort trappe til tribunalet. Hænderne var bundet på ryggen, og over den ene kind havde han en rød stribe som efter et piskeslag. Holdningen var stolt, og jeg kunne se hvordan hans øjne gled langsomt fra den ene til den anden. Jeg stod temmelig langt fra ham og tænkte på at trænge mig frem så han kunne få øje på mig, men det blev ved tanken. Som han stod der med løftet hoved syntes jeg han virkede smuk som sin mor, stærk som sin far og med en åndelig udstråling langt over nogen af dem, der sad omkring ham.
– Hvad har I mod denne mand? spurgte Pontius Pilatus.

På Golgata

Der lød igen hammerslag blandet med voldsomme skrig, men jeg kunne ikke se hvad det skyldtes. Nogle soldater kom med to lange stænger, der øverst sluttede i en gaffel. Stigen blev sat til en af pælene med "Røver"-skiltet, men denne gang mod bagsiden, og en soldat klatrede op med et reb. Hammerslagene var hørt op, men der lød nye skrig og til min rædsel så jeg en bjælke blive skudt op langs pælen ved hjælp af de lange, gaffelformede stænger. Til bjælken var sømmet en mand, der hang med udspredte arme. Kraftige nagler var slået gennem underarmene, og blodet løb ud gennem hullerne, fulgte underarmen og dryppede fra albuerne. Jeg genkendte ham som den ene af de såkaldte røvere, men kjortel og sandaler var taget af ham, og han var kun iført et lille lændeklæde sjusket bundet om ham.
Mens soldaterne baksede med at få bjælken på plads lød nye hammerslag, men denne gang var de ikke fulgt af skrig, kun en stønnen. Min hjerne var på dette tidspunkt slet ikke i stand til at opfatte eller forstå de rædsler jeg var vidne til, og først senere gik det op for mig at ...Krista skreg ikke. Den første bjælke var kommet op under skiltet, hvor soldaten på stigen surrede den fast. De lange stænger blev givet videre til andre og en soldat kom med en kort stige, så han kunne nå op til mandens fødder. De blev anbragt over en lille tværstang eller fodstøtte, så manden ikke skulle hænge i armene alene. En stor nagle blev drevet gennem hver fod og manden skreg igen, men kortere end før og halvkvalt. Så steg soldaten ned, fjernede den lille stige, og mængden gav sig til at klappe.
Den næste bjælke var på vej op, og da jeg så hvem der hang på den blev det sort for mine øjne.

Krista drikker af svampen

Jeg mærkede efter, og mit husapotek var der stadig. Så kastede jeg ranslen over skulderen og løb tilbage mod Hovedskalstedet. Jeg havde tidligere bemærket, at der flere steder på den udvendige side af bymuren groede nogle planter med lange stængler, og jeg greb fat i den længste jeg kunne finde. Den var svær at brække fri, og mens jeg vred og drejede den var der flere som standsede.
– Skal du lave en kost? Så er de små isopstængler derhenne bedre, sagde en mand og pegede.
Jeg svarede ikke og fik omsider stænglen fri. På vej op mod korsene blev den befriet for blade, og jeg lagde mærke til hvordan Kristas søster kiggede undrende efter mig. Så åbnede jeg mit husapotek og fandt den svamp, der plejer at ligge under låget. Jeg havde den for at kunne rense et sår, men der var intet andet jeg kunne bruge. Den lille krukke med tørret saft fra valmuen rummede stadig en pæn portion og jeg valgte at bruge det hele. Hældte lidt vand fra min vandsæk ud over pulveret, rystede blandingen og lod svampen opsuge så meget den kunne. Svampen blev stukket på spidsen af stænglen og jeg havde beregnet længden rigtigt. Den kunne nå op til Kristas mund.

I graven tidligt om morgenen

I det svage lys lå han som vi havde efterladt ham, pakket ind i ligklædet og med det mindre klæde over ansigtet. Jeg ville bede en bøn og satte mig i bedestilling foran nichen, men havde svært ved at få ordene frem. Det var ikke kun min egen sorg der tyngede mig, tanken om at vort kloster og hele vort folk havde mistet sin åndelige leder lå tungt på mine skuldre. Jeg havde fejlet ved at lade ham rejse, fejlet ved at lade ham blive så længe, fejlet gang på gang og i virkeligheden var det mig, som burde ligge i nichen. Det havde været mere retfærdigt.
Mine øjne havde efterhånden vænnet sig til det svage lys, og pludselig bemærkede jeg en lille bevægelse i det hvide klæde. Min første tanke var, at en mus måtte være inde under det, og jeg sprang op for at jage den væk. Bevægelsen viste sig igen omkring Kristas højre hånd og jeg trak hurtigt ligklædet til side for at overraske musen. Der var ingen, og i stedet så jeg et par af fingrene bevæge sig.

På flugt fra graven

Krista måtte igen have et hvil, men jeg turde ikke lade ham sidde ned. I stedet stod han lænet op ad mig, og jeg fik vendt ham med ansigtet bort fra stien, men hætten dækkede alt for dårligt. Flere gik forbi uden at sige noget, men jeg kunne mærke hvordan de stirrede, og pludselig var der en ung mand som vendte sig efter at have passeret. Han så på Krista, men da jeg efter bedste evne stirrede vredt igen, gik han videre. – Mærkeligt som han lignede en af dem ude på Hovedskalstedet før sabbatten, sagde han til den unge kvinde han fulgtes med. Jeg turde sætte alle vores penge på at det var ham i midten.
– Vrøvl, svarede hun, han må være død nu. Du skal lade være med at gå til den slags, hvorfor er det så spændende?
– Jamen det var ham!
– Jeg vil ikke have du går en anden gang, og når vores søn bliver større skal han heller ikke...